twinies skriver stil klokken 2 om natten

Mødet på tårntrappen.
Der var engang en fornuftig pige. Aldrig havde hun levet livet, hun havde altid gjort hvad der var blevet sagt. Selvom hun egentlig havde et godt liv, så var det som om der manglede noget. Der manglede indhold? Måske var det mangle på at være fri og gøre hvad der passede en?
Men alt dette blev ændret ved det lille møde. Intet var mere som det nogensinde havde været før..

Klokken var 3 og hun kiggede på sit ur. 7 minutter til hun skulle ud på skolen og hente sin lille snothvalp af en bror. Men sådan var det hver torsdag, han skulle til svømning og hun havde alligevel ikke andet at lave. Bagefter havde hun lovet sin mor at klare vasketøjet. Udover det var der også alle hendes lektier, her på 3. år på gymnasiet havde der været flere end før. Men så havde hun da noget at lave.
Endelig stod han foran bilen så de kunne komme af sted. Da hun var kommet derud og havde sat sig på sin sædvanlige plads, fik hun pludselig øje på en dreng. Hun sad og kiggede et stykke tid da det gik og for hende at hun sad og stirrede da hendes bror kaldte nede fra vandet, han havde brug for sin badevinge. Under hele timen sad hun og observerede hvad denne dreng foretog sig. Hun ville egentligt gerne tale med ham, men turde ikke gå hen til ham. Og så var der jo også det med hendes forældre, selvom hun aldrig havde haft en dreng med hjem, så var de ikke spor glade for en dreng indblandet i hendes uddannelse. Det var nok bedst at holde sig væk og glemme ham. Der sad hun så, og kiggede på sin bror og tænkte, da drengen pludselig stod ved siden af hende og smilede. Hun var nærmest ved at falde ned, for der stod han og smilede så kært til hende? Hurtigt fik de udviklet en samtale om alt muligt, alt fløj gennem hovedet på hende da han så spurgte om hendes mobilnummer. Lillebrorens svømmelektion var ovre og det var nu tid til at tage hjem, desværre.

Et par dage efter fik hun en sms fra drengen i svømmehallen. Hun var vildt glad for at høre fra ham, faktisk havde hun ventet spændt i de dage. Hun havde dog håbet på en mere personlig besked end bare en rundebesked om en fest, men det var da bedre en ingenting, tænkte hun. 2 sekunder efter fik hun en sms fra ham igen, denne gang skrev han om de skulle mødes foran indgangen og følges ind. Hun hoppede nærmest op af glæde da hun læste det, selvom hun dog godt vidste at hun aldrig nogensinde ville få lov. Det vidste hun godt, men hun havde bare lyst til at tage af sted og for en gangs skyld gøre hvad hun havde lyst til. Men hvad ville alle andre ikke tænke? Hun var jo pigen der gjorde alting som de skulle gøre, gjorde alt hvad der blev sagt.
Hun svarede ham ikke, hun vidste ikke hvad hun skulle svare ham. Men af sted, det ville hun i hvert fald gerne. Det næste døgn var et langt døgn, hun kunne ikke stoppe med at tænke på den fest og hvordan det kunne bringe hende ud i det liv hun længtes efter så meget. Da hun fandt muligheden dagen efter søgte hun sin far, i håb om han ville sige ja da han var den mindst strenge af hendes forældre.
Men nej, som forventet fik hun sit nej. Hun følte sig nedtrykt, selvom hun godt vidste at det ville blive sådan.
Alligevel valgte hun at svare tilbage på beskeden med et ’ja’. Nu måtte tiden være inde til at hun gjorde noget, ingen ville forvente af hende.

Fredag aften, klokken 10, stod hun på trappen foran tårnet. Det var her de havde aftalt at mødes. Nu stod hun bare og ventede på ham. Derhjemme vidste de intet, de troede hun var på vej i seng som hun normalt gjorde hver fredag. Men de skulle få sig en overraskelse. Hun var træt af at være fornuftig og så pokkers pligtopfyldende, og endelig var der gode tegn.
Der kom han, grunden til at alt dette var sket. Grunden til at hun var kommet ud af den skal hun havde gemt sig i alt for længe.
Han havde åbnet øjnene for hendes liv. Fra nu af var hun fast besluttet for at stå på egen ben og sætte sin egen grænse. Hun var jo trods alt myndig over sig selv.
Nu stod de der på trappen, i et øjeblik det syntes at vare for evigt.
(november 2008)