stolthed over 4 færøske drenge

Livet er fyldt med op og nedture. Ens liv bliver hele tiden påvirket at dine omgivelser, hvordan dine nærmeste har det og de oplevelser man har.
Jeg er ramt af det man kalder stolthed. Stolthed over 4 gutter som tog mit hjerte med storm for ca. et år siden. Bare at se den forandring de har været igennem, se deres slæng blive større og større. Det giver mig en følelse af stolthed. Jeg er så stolt over det de har opnået, det de har gjort og den måde de har bragt en masse mennesker sammen.
Jeg husker tydeligt den allerførste gang jeg så dem på rådhuspladsen. Min tære var dybfrosne, klokken var halv 6 og det var d. 15. februar. En halv time senere havde de spillet det ene nummer, jeg havde snakket med dem og sad i mit tog.
Da jeg sad der var jeg så stille. Tankerne fløj rundt inde i hovedet på mig. Men ingen af tankerne havde nogen ide om hvordan det hele ville blive.
Tiden gik og rygtet om The Dreams begyndte at sprede sig når man snakkede begejstret om de 4 færøske drenge. Stadig var de ukendte for de fleste. Men drengene blev ved og vi havde troen på dem, ligesom Chief havde. De var noget ganske unikt, de er noget ganske unikt.
De første par koncert med dem var små, hyggelige og rolige. Du havde altid masser af tid til at snakke med drengen, og det var skønt. Du kendte eller vidste hvem de fleste var til koncerterne, da det tit var de samme der var mødt frem. Men dette ville ikke være sådan altid, det vidste vi godt.
Drengenes efterårs turné begyndte rigtigt at tage fat. Koncerterne blev federe, stemningen var federe. Man kunne tydeligt se drengenes fremgang.
Oven i det røg singlen Himlen Falder/Helvede Kalder ind på boogie som nummer 1. Og så småt begyndte flere og flere at vide hvem de færøske drenge var. Der dukkede folk op til koncerterne som du ikke vidste hvem var? Men man fik hilst på dem og de var en del af familien.
Men det blev ved. Deres 3. single kom ud, direkte ind på første pladsen. Flere og flere mennesker dukkede op til koncerterne, så mange at det virkede uoverskueligt at sige hej til dem alle. Det samme med efter koncerterne.. Hvor man før havde så meget tid med drengene og alt var stille og roligt, så var der nu kommet det store teenie over The Dreams. Det var blevet store i det lille land.
Når jeg tænker over det føler jeg mig gammel i den her verden. Det med at havde været med fra start, stå at kigge på alle de nye som opfører sig som man selv var engang. Bare det at se en masse mennesker som man ikke kende, det gør det hele så stort, gør dem store.
Det er også der min stolthed kommer ind. Bare det at se hvor mange flere fans der er kommet, jeg har set hele udviklingen fra første gange de var i mediernes lys. Der er en kæmpe forskel..
Jeg er så fucking stolt! I har gjort det i har drømt om. I har formået at tage Danmarks unge befolkning i jeres hånd.
Hele den lange hårde kamp i har været igennem. Før hvor der var så fucking få der vidste hvem i var. Til nu, hvor folk synger ”Backstabber” efter en når man går forbi men sin The Dreams trøje. Det er stort.
Ofte til koncerterne nu står jeg og er ved at tude. Det er overvældende at have fulgt jeres fremgang, overældende at opleve jeres succes. Bare at se jer på den store scene, nøjagtigt som man har set jer så mange gange før, det er så stort, så er det aldrig det samme. I er specielle.
Jeg kan ikke forklare det her, men at se jer gå ind på scene, tage jeres instrumenter og så går I, i gang med at spille. Det giver en fucking speciel følelse. En følelse af stolthed.
Jeg er så fucking stolt af jer, stolt af at jeg har fulgt jer siden jeg har, stolt af at være en del af jeres slæng. Stolt af jeres udvikling, fremgang. Jeg er stolt på jeres vegne..

Jeg elsker jer, i er alt.
(december 2008)