den nye verden.

Hun tog kalenderen op og kiggede i den endnu engang. Og jo, der stod håndbold klokken 17. Hun orkede ikke. Tanken om at skulle tage bussen 28 over 15, være hjemme 10 i 16, og så kører igen klokken 20 i 17, ja, den nokkede hende lidt ud. Bare hun dog havde noget mere tid, men det var så svært når der var så meget hun gik op i og elskede. Hendes venner, håndbold, musik og skolen, som selvfølgelig skulle passes.
Håndbolden var så nyt, eller i hvert fald opstarten var ny. Det var slet ikke det samme mere som det engang havde været. Efter den lille lokale håndbold klub var blevet lukket på grund af for få spillere og for lidt opbakning fra forældre rundt om i byen, så var håndbold bare ikke helt det samme mere. Det kunne faktisk skyldes så meget. Klubben var ny, nye holdkammerater og meget mere træning. Hun var flyttet til håndboldklubben der lå inde i den større by. Hun kendte ingen på holdet og det var lidt skræmmende til tider. Men selvom hun havde været lidt nervøs over det hele så var de faktisk rigtig søde mod hende og hun var sikker på at hun bare skulle give det tid og så ville det måske blive som det gamle?
Udover det, var træningen blevet mere seriøst. Og hvor hun før spillede en gang om ugen var hun nu gået hen og træne 3 gange om ugen. Det tog også meget af hende fritid, for træningen varede cirka 2 timer hver eneste gang.
Det havde dog været noget helt andet hvis hendes veninder også spillet der, men det gjorde de bare ikke. Men det havde været så pokkers smart for så havde hun set dem der, 3 gange om ugen, i stedet for som det hele var nu hvor hun næsten aldrig så dem.
For hun følte virkelig at hun aldrig så dem. Før i tiden havde hun jo bare set dem dagligt i skolen og på den måde havde hun vel aldrig opfattet hvor vigtigt det egentlig var at hun så dem hver dag. Men ja, det daglige grin med veninderne var ovre nu. Den voksne, ansvarlige og store verden var ved at gå i gang. Og de forberedte sig på hver sin måde. Hende selv var sprunget direkte ud i det og var startet på gymnasiet. Mens de andre havde valgt at tage et år mere, altså en 10. klasse. Men sådan måtte det jo være, hun kunne vel heller ikke gå at støtte sig op til dem af hele livet?
Skolen var også begyndt at tage mere af hendes tid. Men den skulle passes og det vidste hun godt. Alt andet ville også være fuldstændig åndssvagt. For folkeskolen var hun gået ud med det bedste gennemsnit, hun lavede altid lektier og var god til alle fag. Og det ville være så dumt hvis det bare gik til spilde. Hun vidste godt at det ville blive anderledes og at hun ville falde i karakterer, men hun var parat til at gøre det bedste hun kunne. Andet var der jo ikke at gøre.
Selvom gymnasiet mindede lidt om folkeskole, altså fagmæssig, så syntes hun alligevel at det var så anderledes. Undervisningen og klassekammeraterne. Det med at komme ind i en ny klasse hvor folk ikke kender en fagligt eller personligt, det var underligt, og ja også at de ikke kendte hende og vidste hvem hun var. Hun havde jo altid været vant til at være den bedste, så det med at der lige pludselige sad 5-10 andre og rakte hånden op og var ligeså god/bedre end hende, var rimelig underligt. Men på en måde også rart, for hun følte ikke at hun hele tiden skulle stå til ansvar for at der blev sagt noget. Sådan havde hun nemlig haft det i folkeskolen.
Men som sagt, hendes liv var i gang med ændring. En ændring som tog hårdt på hende til tider. Alt var nyt og anderledes i hendes hverdag, intet var som ved den trygge rare barndom. Eller det håbede hun da at det ville blive, for ellers ville det da være hårdt i længden.
Det eneste hvor hun følte tryghed og kunne slappe af var sammen med hendes familie. Men det er vel også det en familie skal være. Tryg, rar og afslappende. Sådan var det i hvert fald i hendes familie, altså sådan generelt. Selvfølgelig kan man ikke undgå at have de små familie skænderier hist og her, men udover det var hun rigtig glad for hendes familie.
Hendes familie bestod at hendes mor, far og storebror. Eller jo, så var der jo også hendes lille tykke hund Mille. Hun havde altid levet sammen med dem og det ville hun altid gøre. Altså indtil hun blev gammel nok til at flytte hjemmefra.
Selvom hun var glad for sin familie og alt det, så var hun bare ikke glad for at bo der i landet hvor hun boede. Faktisk var hendes største ønske til tider at flytte væk fra den lille lorte ø, Falster, som hun kaldte den. For til tider virkede alt bare for småt dernede. For småt til at man kunne være sig selv. Hun længtes efter storbyen, men egentlig vidste hun ikke om det ville være anderledes, det virkede bare sådan i hendes hoved? Men alligevel var hun faktisk meget glad for at bo der. For hun levede mellem alt hun kendte, det var trygt og hele hendes barndom lå der. Og nu når hele hendes hverdag blev forandret var det måske meget rart at leve i de trygge omgivelser?
Der var dog også dette kæmpe store minus til Falster, hernede skulle hun bære rundt på savnet på hendes anden familie. Hendes anden familie som hun elskede og savnede hver dag. Hun glædede sig altid til weekenderne hvor hun skulle se dem igen. Selvom de ikke var i biologisk familie, så var de hendes familie. Intet kunne nogen sinde beskrive hvor meget alle de glade, søde, rare og ubeskrivelige mennesker betød for hende. Det var bare så dumt at de boede alle andre steder rundt om i landet, bare ikke på Falster.
Hun følte virkelig at de mennesker var hendes familie, selvom hun måske højest havde mødt dem 3-6 gange? Men de havde den samme passion, den samme lidenskab, de var alle fuldt ud besatte af The Dreams. De havde deres eget lille slæng, det fortabte slæng. Et slæng hvor alle kendte alle og alle var venner. Det var ubeskriveligt. Intet kunne måle sig med dem. Hun havde aldrig mødt nogle som mindede hende så meget om hende selv.
Hun skyldte The Dreams alt for at kende dem. Hun skyldte faktisk The Dreams så meget. Det var deres skyld at hun var som hun var, det var deres skyld at hun var så opslugt af musik som hun nu var og det var deres skyld at hendes hverdag fungerede. De havde altid været der for hende i de svære situationer i livet. Aldrig havde det svigtet hende, for hun havde altid haft deres musik og kærlighed nær sig. Hun følte virkelig at hun var en del af noget her, og det gjorde også livet og hendes problemer så meget nemmere. Også nu hvor alt var så nyt var det dejligt at komme væk i weekenderne, ud til koncerter, hvor alt var som hun kendte det.
Bare at se de 4 bekendte ansigter af drengene fra The Dreams gjorde at hun slappede af. Hun havde snart kendt dem i 10 måneder og i al den tid havde de bare virket som medicin på hende, når hendes verden var dum.
Alt i alt holdte de hendes nye, store og voksne verden sammen. De fik hende til at tro og kæmpe når at føltes hårdt og ligegyldigt. Og hun var så evigt taknemmelig.